Værdigt seniorliv – med frie valg

Blot fordi man bliver ældre, får man jo ikke automatisk de samme ønsker og behov for praktisk hjælp, omsorg og boligindretning som naboen. Og blot fordi man har taget en uddannelse inden for social- og sundhedsfagene, skal man jo ikke være afskåret fra at kunne vælge mellem flere arbejdspladser med forskellige kulturer, ledelsesformer og karrieremuligheder, der passer bedst til ens sind og temperament.

Derfor skal kommuner og regioner ikke have monopol på at levere ydelser til borgerne. Det kommer der ikke noget godt ud af. Se blot på den østeuropæiske bilproduktion i modsætning til den vesteuropæiske. Hvem vil foretrække en Trabant eller Wartburg frem for en VW eller BMW? Næppe mange.
Det er nøjagtig det samme med vores velfærdssystem. Her skal man også slippe nytænkningen og fagligheden løs i en god og sund konkurrence om, hvem der kan levere den bedste kvalitet og den bedste omsorg og hjælp for de der har behov.

For et stærkt samarbejde mellem offentlige og private leverandører giver mulighed for at lære af hinanden og spille hinanden gode. Og at udvikle nye løsninger til fordel for borgerne. Derfor medvirker inddragelse af private leverandører i velfærdsløsningerne til et generelt løft i ældreplejen – og ikke til en udhuling af velfærden, som venstrefløjen ynder at fremføre.

Desværre er der ikke fri og lige konkurrence mellem den gigantiske offentlige sektor og de mere fleksible private plejefirmaer, der ofte har lavere sygefravær og lavere personaleomsætning – og dermed færre ansigter i borgernes hjem – ligesom fokus kvalitet og service er nødvendig.

For leverer de private plejefirmaer ikke den ønskede kvalitet til borgerne, så bliver de valgt fra. Men hvis en kommune ikke leverer kvalitet og service til borgerne og der ikke er private alternativer, kan man som borger ikke vælge monopolet fra. Så må man leve med en Trabant.

Når en privat aktør må kaste håndklædet i ringen i en kommune, er det som regel fordi kommunen betaler den private leverandør mindre, end de bevilger sig selv. For en kommune går ikke konkurs. Et flertal i byrådet er altid klar til at give en tillægsbevilling. Sådan er det også i Roskilde Kommune.

Desværre aner mange kommuner aner reelt ikke, hvad deres hjemmepleje koster. For de bliver aldrig målt og vejet – især hvis ikke der er et eller flere alternativer. Og selv hvis der er, så fifler de med afregningerne til de private. Det er dokumenteret i Brønderslev-dommen. Dermed ender et monopol med at være dyrt og dårligt – frem for godt og konkurrencedygtigt.

Herudover har staten under Corona givet kommunerne tilskud til branding- og rekrutteringskampagner for at tiltrække medarbejdere – mens de private må betale selv. Igen konkurrenceforvridende og urimeligt. Unfair konkurrence gavner ingen. Slet ikke borgerne og medarbejderne.

Der skal være plads til forskellighed – og det er vigtigt med frie valg i seniorlivet. For vores ældre er gamle nok til at vælge selv.

Lars Lindskov
Medlem af Roskilde Byråd
Gruppeformand Det Konservative Folkeparti
Formand for Erhvervsudvalget