Hvorfor skal det være så dyrt?
Jeg forstår godt frivilliggruppen i Minibyens Venner, når man nu er i færd med at kaste håndklædet i ringen med hensyn til fortsat at vedligeholde Minibyen ved Sct. Ibsvej. Det giver ingen mening at fortsætte, hvis der ikke er opbakning til projektet.
Til gengæld forstår jeg ikke, at en overdækning ifølge kommunens forvaltning koster i størrelsesordenen 1 mio. kr. Hvorfor skal det altid være dyrt, når kommunen skal stå for den slags projekter. Jeg er med på, at overdækningen skal sikre minibyen mod hærværk og ikke dugge, ligesom det skal være muligt foretage vedligeholdelsesarbejde. Men 1 mio. kr. Det er immervæk mange penge.
Hvor mange tilbud har forvaltningen bedt om? Hvis der kun foreligger ét, vil jeg anbefale, at man indhenter flere tilbud på løsninger, herunder tilbud med en maks. ramme på det halve beløb. Der bør være muligt at sikre en fornuftig overdækning til en lavere pris.
Det vil måske også gøre det nemmere at finde private sponsorer, og dermed sikre Minibyen og den engagerede frivilligindsats, der knytter sig til denne.
Jesper Kejlhof
Grønnegade 4 st. – 4000 Roskilde
Bestyrelsesmedlem – Det Konservative Folkepartis Vælgerforening i Roskilde.