Grundlovsmøde 2016 – Byrådsmedlem Lars Lindskovs tale
Der er sket meget, siden jeg for 10 år siden holdt grundlovstale ved partiet…s arrangement på Amtsgården ved det første fælles grundlovsmøde med de tre vælgerforeninger; Ramsø, Gundsø og Roskilde.
Ligesom dengang har jeg op til i dag læst Grundloven igennem igen for at finde passende paragraffer at kommentere på – og sætte ind i en nutidig kontekst.
Men i modsætning til for 10 år siden, hvor jeg hentede inspiration fra erfaringerne fra mit eget byrådsarbejde, har jeg denne gang spurgt mine venner på Facebook om, hvad de syntes, en grundlovstale skulle indeholde.
Så dét, jeg i dag vil komme ind på, er altså skrevet på baggrund af aktuelle input fra borgerne – og mere demokratisk kan det vel ikke blive på en grundlovsdag?
Jeg har fået opfordringer til at tale om delebiler, madspild og flere andre udmærkede og aktuelle samfundstemaer. Men i mere direkte relation til grundlovsdag har jeg udvalgt et af de temaer, som jeg er blevet opfordret til at tage op: Ytringsfriheden.
Der har været et par opfordringer til at adressere Offentlighedsloven – eller Skandaleloven eller Mørklægningsloven – som den også kaldes. Jeg er enig i, at denne lov ikke er en prydblomst i den politiske have, men jeg anser den faktisk snarere for at være en tidsel, der er vokset frem som følge af både medier og embedsfolk, der har misforstået deres rolle og sat politikerne i en håbløs situation. Folketingsgruppen har da også meldt ud, at den vil arbejde for at fjerne tidslen fra lov-buketten igen, så dén ukrudtsplante vil jeg ikke bruge meget tid på.
Jeg vil derimod gerne holde fast i temaet om ytringsfrihed.
En lokal advokat adresserede i sit opslag på min Facebook-væg vores borger-rettigheder, som han mener skæres bid for bid – blandt andet i form af indgreb mod ytringsfriheden. Jeg læser den i mange sammenhænge aktive borgers opslag på Facebook som afstandtagen til det aktuelle forbud mod hadprædikanter.
I forbindelse med Grundloven er det jo §77, der her er tale om:
”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”
Kulturminister Bertel Haarder forsvarede på TV2 her i weekenden den liberale regeringens uliberale lovforslag med, at det kun er i de situationer, hvor fx en lærer billiger og opfordrer til vold, terror, voldtægt og andre modbydeligheder og dermed bidrager til produktion af hellige krigere mod vores eget samfund. Bertel Haarder gjorde opmærksom på, at Danmark næst efter Belgien er det land i Europa, der producerer flest Syrien-krigere.
Dilemmaet er jo interessant. For det er et dilemma.
Da jeg var aktiv i Konservativ Ungdom op gennem 80erne kæmpede vi mod kommunisterne, der endda var repræsenteret i Folketinget. Og på den anden side af det totalitære spekter havde vi nazisterne, der også søgte valg til bl.a. byrådet i Greve.
Jeg kan huske, at det var et taleemne for de ældre konservative i partiet, hvor flere under 2. verdenskrig havde bekæmpet de totalitære kræfter og kæmpet for friheden sammen med de allierede styrker. Men de forsvarede de to partiers ret til at stille op til demokratiske valg.
Dengang var vores grundholdning, at fascister og kommunister skulle have samme muligheder for ytringsfrihed som resten af samfundet. For vi ville bekæmpe dem med ord og lade deres latterlige holdninger udstille sig selv som dét, de er: Utopiske, latterlige og tåbelige. Og med frihed og demokrati som våben skal disse ”ismer” falde på den demokratiske slagmark.
Nu står vi over for en ny virkelighed, hvor selvmordsbombere i hele verden og terrorister – eller måske snarere sølle tosser uden mening med livet – skyder folk ned på åben gade under debatmøder og foran synagoger – midt i København. Unge fra hele Europa – også her fra Danmark – tager til deres såkaldte ”hjemlande” for at blive trænet i krig mod de lande, de er vokset op i. Lande, der har taget imod dem og deres forældre og bedsteforældre. Lande som har givet dem uddannelse og boliger, arbejde – og grundlaget for at skabe deres eget liv.
De er vokset op i vestlige lande, der stort set alle har været igennem århundreders demokratiske og kulturelle udvikling – og nu svarer nogle af dem så igen med had og vold. Det er sørgeligt.
Årsagerne er mange. Sammenhængende komplicerede. Men uanset årsag til dette had og disse meningsløse oprør, skal vi give så op over for dén slags? Skal vi forbyde dem at tale deres gamle sprog? Skal vi forbyde dem at udøve deres religion? Skal vi blive ved med at tro på det bedste i mennesker? Spørgsmålene er mange og svarene er vel ikke entydige.
Men jeg ville ønske, vi kunne fastholde troen på det gode – vel vidende, at det onde konstant vil stikke sit grimme ansigt frem og udfordre troen.
Muhammed-tegningerne er et andet eksempel, hvor vores ytringsfrihed er blevet udfordret – og hvor vores land er blevet lagt for had i mange lande – hjulpet godt på vej af hadprædikanter. Nogle mener, at vi skal have lov til at tegne og skrive hvad vi vil. Andre siger, at vi behøver jo ikke at anvende vores ytringsfrihed til at nedgøre andres værdier. Men hvis værdier er mest værd. Og hvem er det, der skal tage hensyn til hvem her i Danmark?
Skal vi fx acceptere, at unge muslimer kræver, at vores unge danske piger ikke går på stranden i bikini, men ifører sig ”mere klædeligt tøj”?
Jeg mener nej! Disse vildledte unge mænd må enten acceptere, at vi her i Danmark og Vesten er kommet videre i den samfundsmæssige og kulturelle udvikling, end hvad mørkemænd i ørkener og huler i Mellemøsten mener skal være passende påklædning for danske kvinder. Kvinder – og mænd – skal kunne gå frit i det tøj, de vil uden at blive slået, voldtaget, stenet eller på anden måde forulempet.
Og hvis visse grupperinger ikke kan acceptere dét, så har Københavns Lufthavn rigtig mange afgange hver dag til eksotiske himmelstrøg, hvor de kan rejse til og udbrede deres formørkede synspunkter. Det er et frit land, vi lever i. I modsætning til mange af de lande, de stammer fra. Og vi ønsker at bevare de værdier, vi har kæmpet for i generationer – og nogle har betalt i flere krige med den højeste pris. Deres død skal ikke være forgæves på grund af nogle utilpassede unge, der ikke forstår, hvad et moderne, kristent baseret demokrati og monarki er – med rettigheder og pligter.
Men fordi visse typer er dumme at høre på – eller endda samfundsfjendske – skal vi så forbyde dem? Igen et dilemma – men Grundlovens § 67 adresserer efter min mening udmærket spørgsmålet:
”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”
Så at opfordre til vold er allerede omfattet af Grundloven – og jeg ser ingen grund til at lave specielle love mod visse grupperinger. Visse udmeldinger og synspunkter fra Indre Mission er for mig lige så uforståelige som dele af islam eller andre religioners fordømmende holdninger til anderledes tænkende – men dem forbyder vi jo ikke.
I Konservativ Ungdom kæmpede vi sovjetiske samfundskritikeres ret til at udtale sig under Bresjnev og de andre kommunistiske mørkemænd bag jerntæppet.
Vi støttede Lech Walesa og Solidarnosj’ kamp for arbejdsrettighedeer og frihed i Polen. Set med deres samfunds briller var de hadprædikanter, der opfordrede til at omstyrte magthaverne og skulle derfor forbydes.
I de kommunistiske lande var religionsudøvelse i årtier forbudt. Nu er de sat fri igen og det er godt. For det er friheden, der skal sejre – ikke forbud, de løser sjældent noget på den lange bane.
Jeg mener, vi er nødt til at fastholde, at folk må sige hvad de vil – også opfordre til selv tåbelige ting. Det må der være love og et retssystem, der håndterer i forhold til injurier, vold, racisme og så videre.
Her er den næste paragraf i Grundloven jo en mulig bagstopper – nemlig paragraf 78, der siger, at ”Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed” – men den siger også, at ”Foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.”
Grundlovens ord og ånd må være rækkefølgen og tilgangen – og vi skal som udgangspunkt altid tro på, at det gode vinder og at demokrati og diplomati er de første og vigtigste redskaber i en konflikt. Men den pacifistiske tilgang er desværre ikke altid nok, når vi taler om despoter og fanatikere.
Da den tillidsbaserede tilgang ikke var nok, fik vi has på nazismen med en fast militær hånd. Det gav plads for frie valg og medførte et demokratisk Vesteuropa.
Kommunismen fik vi også has på med en blanding af militært beredskab, diplomati og åben demokratisk debat – tilsat et stænk kapitalisme og velfærd, som de østeuropæiske ledere og befolkninger gerne ville have. Det tænker jeg med fryd over, når jeg er i Berlin og naturligvis skal handle i KaDeWe.
Denne kombination af tålmodighed, demokrati, vedvarende politisk pres, militær signalgivning og teknologisk overlegenhed gav plads for frie valg og medførte et demokratisk Østeuropa.
Sådan tror jeg også, vi skal få has på den fanatiske islamisme. I en eller anden rækkefølge. Det behøver vi ikke at forbyde hadprædikanter for at gøre. Vi skal fortsætte med at uddanne børn og unge – herhjemme og ude i verden. Vi skal hjælpe med velstand i deres hjemegne – måske en slags ny Marshall-hjælp til Syrien og Mellemøsten. Vi skal udbygge de internationale relationer blandt andet gennem EU – ikke lukke os om os selv.
Det er den helt forkerte vej at gå.
Et gammelt ordsprog, som jeg stødte på, da jeg arbejdede i Europa-Parlamentet, lyder: ”Soldater vandrer ikke ad købmændenes veje.” Dét ordsprog synes jeg siger meget. Jo mere, vi er afhængige af hinanden og jo mere vi kan nyde mangfoldigheden og blive inspireret af alt fra mad over teknologi og kulturer – desto mere forstår vi om hinanden og desto mindre vil vi slås. Internationale relationer og udbredelse af velstand og vækst er vejen frem – ikke protektionisme og selvtilstrækkelighed.
Men når dét er sagt, så skal vi ikke være tossegode. For der er andre kulturer, der føler sig overlegne – og som har deponeret deres selvstændige tankegang i gamle bøger og dogmer – helt ude af trit med en moderne verden.
Der skal derfor stilles krav. Vi kan og skal ikke acceptere parallelsamfund i Danmark.
Men jeg tror ikke, at lovgivning og forbud er den eneste løsning. Der skal flere indsatser til – og vi skal alle bistå det, hvor vi er – i børnehaverne, i skolerne, i klubberne, i uddannelsessystemet, på arbejdspladsen, i de frivillige foreninger og i de politiske partier.
Jeg ønsker vores lovgivere held og lykke med at finde de løsninger, der skal til – jeg misunder dem ikke.
Et andet emne, som en god ven fra den virkelige verden har opfordret mig til at tale om, er ansvaret for eget liv. Hun skriver: ”Ansvaret for vores eget liv er – netop vores personlige ansvar. Det er ikke andres ansvar, at vi har et godt liv.”
Er dét ikke gode ord? De kan jo ledsages af Grundlovens §75, der siger:
”Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse. Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder.”
Det jo netop er en konservativt grundholdning, at de, der kan klare sig selv, skal have mulighed for det, mens de, der har brug for hjælp, skal have support og omsorg fra fællesskabet.
Man kan ikke bede en multihandicappet i kørestol om at tage sig sammen og løbe et maraton eller et nervesvækket og psykisk udfordret menneske påtage sig et stressende job. Men man kan godt finde løsninger, hvor folk med begrænset arbejdsevne får fodfæste på arbejdsmarkedet og medvirker til selv at tjene til livets ophold.
Det kan selvfølgelig også blive for meget fokus på en selv. For på den anden side af ansvaret for eget liv er egoismen, som min Facebook-ven også påpeger. Hun skriver:
”Den egoisme ser hersker i dagens Danmark. Det er mig, mig, mig… Ville elske at det kom på mode at udvise overskud… Hold tilbage for nogen i trafikken – og til højre for pokker. Slip dem med få varer foran i køen. Og lad nu dem, der har ventet længst komme til først, når en ny kasselinje åbner – i stedet for, at de bageste i køen løber hen til en nyåbnet kasselinje. Med andre ord efterlyses god opførsel med ægte overskud, hvor både Giver og Tager beriger hinandens dag!”
Dét er kloge ord, som jeg er helt enig i. Og her er den ånd, der blandt andet findes i de frivillige foreninger, jo et stærkt bidrag til et konstruktivt civilsamfund, hvor vi husker på, at naboen ikke altid er lige så selvhjulpet som os selv – og at vi har en borgerpligt til at huske andre end os selv.
Bestyrelsesmedlem Jesper Kejlhof, der er aktivt foreningsmenneske, har skrevet et godt indlæg om dette emne i det netop udkomne nummer af nyhedsbrevet C-nyt.
Hvis I ikke har læst nyhedsbrevet, er det nok fordi I ikke er medlemmer af den lokale konservative vælgerforening. Skynd jer at melde jer ind. Så kan I læse resten af Jespers udmærkede indlæg – og andre gode budskaber fra rettroende konservative.
Se nu har jeg jo taget et par emner op, som nogle af mine Facebook-venner mener, er vigtige – og som jeg har kommenteret på.
Men som lokalt byrådsmedlem er jeg nødt til at adressere et fjerde og sidste punkt – nemlig Grundlovens § 82, der skulle sikre det kommunale selvstyre. Paragraffen lyder:
”Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov.
Jeg finder det helt utåleligt med den stigende statslige indblanding i de lokale forhold – og den totale ensretning af alting. Kommunerne skal hver dag kæmpe for deres ret til at indrette sig på den måde som de lokalvalgte byråd og kommunalbestyrelser har mandat til fra borgerne.
Et eksempel på forskellen mellem Roskilde og mange andre kommuner er jo kulturområdet. Men også på erhvervsfronten og i de frivillige foreninger – som vi har over 900 af – gør vi tingene på en måde, som mange andre misunder os.
Vi skal ikke underkaste os visse partiers og Folketingspolitikeres ønske om, at alt fra Skagen i nord til Gedser i syd – og fra Blåvand i vest til Dragør i øst skal være ens.
For selvom Danmark er et lille land, er vi forskellige fra egn til egn. Fra kommune til kommune. Fra by til by. Fra bydel til byel. Dén forskellighed skal vi fastholde. Det er dén mangfoldighed, der gør livet farverigt og inspirerende.
Det er forskelligheden og retten til at indrette sig som man vil – under behørigt hensyn til og ansvar for andres ret til det samme – der gør livet værd at leve og som er nedfældet som grundlovssikrede rettigheder.
Dét DNA, som Roskilde Kommune er kendetegnet ved, skal vi derfor holde fast i. Det skal vi rendyrke og videreføre, så vi ikke alene historisk, men også i fremtiden kan sige, at vi er: Alle tiders Roskilde!
Fortsat god grundlovsdag!
Lars Lindskov
Byrådsmedlem, gruppeformand – Det Konservative Folkeparti – Roskilde