Flere ældre har brug for lokale seniorboliger
Der bliver stadigt flere seniorer i Danmark. Det er ikke ny viden. Faktisk har vi vidst i årtier, at vi bliver flere og flere seniorer – også i Roskilde Kommune.
Ifølge kommunens egne beregninger vil der fra 2020-2024 være en stigning på 22% af indbyggerne over 80 år svarende til 919 flere. Det betyder, at om fem år er flere end 5.000 beboere i Roskilde over 80 år. Samtidig viser beregningerne, at der i samme periode vil komme 1.900 flere indbyggere mellem 60-67 år, hvilket er 10% flere end nu. Faktisk betyder det, at hver fjerde indbygger vil være over 60 år i 2024.
Selvom vi alle er raske længere, vil der logisk set være en stigende efterspørgsel efter plejehjem og ældrepleje – og for ældreegnede boliger. Det ved vi fra kommunens egne tal. Alligevel er der kun planlægt 121 nye senior- og plejeboliger i Roskilde Kommune, heraf 12 i den sydlige del af kommunen, 29 i Roskilde Vest/Svogerslev og slet ingen i den nordlige del af kommunen. Det er åbenlyst for få seniorboliger i forhold til behovet.
Vores ældre bør have mulighed for at købe eller leje seniorvenlige boliger, der er indrettet til deres fysiske formåen. Det vil sige tæt/lav – og med elevator, hvis der er tale om etagebyggeri. Men vigtigst af alt; at de er tilgængelige i det lokalsamfund, hvor mange har boet i hele eller store dele af deres liv.
Det er vigtigt, at boligerne opføres til rimelige penge, så også de seniorer med små indkomster og pensioner kan være med. Når man har betalt skat i et helt liv, er det kun rimeligt, at der også er mulighed for at blive boende i sit lokalsamfund – i en god og tidssvarende bolig, der passer til fysisk og økonomisk formåen. Det skylder vi vores seniorer.
Den konservative byrådsgruppe i Roskilde Byråd
Pierre Kary, Mogens Hallager og Lars Lindskov