Byrådskandidat for K: Handicapområdet kan forbedres uden ekstra penge

Mens vi venter på den tiltrængte reorganisering af handicap- og specialområdet, kan vi sagtens gøre det bedre allerede nu. I nuværende lovgivning har kommunerne allerede rig mulighed for at hjælpe borgerne med handicap.

Endda uden at tilføre området en krone mere. Det handler ene og alene om vilje, procesoptimering og et benhårdt fokus på resultater. Med alle de mennesker, der er ansat i kommunerne, må der vel være masser af kloge hoveder, som kan ryste posen og nytænke sagsbehandlingen på området.

Som mor til en dreng med et medfødt udviklingshandicap har jeg flere gange selv måtte finde ud af, hvilken hjælp og behandling han har brug for, og hvilke paragraffer i Serviceloven der dækker.

Der er noget fundamentalt forkert og sygt i, at det er borgeren, som skal oplyse kommunen om gældende lovgivning. Tænk bare, hvis det samme gjorde sig gældende på andre områder som eksempelvis miljø.

Selvfinansierede tiltag muligt
Det er ikke handicappet, der er problemet. Det er mødet med og livet i et dysfunktionelt system.

Vi, forældre og pårørende til mennesker med handicap, har fået nok. Det er på høje tid, at kommunerne tager deres ansvar alvorligt og sikrer borgere med handicap helt basale rettigheder.

Jeg vil i det følgende fremlægge konkrete og personligt erfarede eksempler på tiltag, som vil være selvfinansierede alene i kraft af afledte bureaukratiske besparelser.

Det er grænser for, hvad den enkelte sagsbehandler egenhændigt må beslutte. Alt, som er over denne grænse, skal i visitationsudvalg. Visse ting skal altid i visitationsudvalg. Hvis man brugte visitationsudvalgene klogere, ville sagsbehandlingstiden nedsættes, og udvalget kunne fokusere på de store sager.

De borgernære medarbejdere er dygtige, og det er dem, som kender borgeren bedst. Borgernær service er jo i andre sammenhænge noget, som kommunerne fremhæver som en stor kvalitativ fordel, så hvorfor ikke her? Altså: Sæt grænsen for, hvad der skal tages op i visitationsudvalg.

Vidensdeling mellem kommuner
Samarbejde med andre kommuner skal udvides og systematiseres, og viden herom skal udbredes. For når kommuner kan samarbejde om vejvedligeholdelse, erhvervsfremstød og turistkampagner, hvorfor så ikke på det specialiserede område?

Det er ikke alle diagnoser, der er lige stort kendskab til, og det er langt fra alle kommuner, der har en volumen, der giver tilstrækkeligt kendskab til de mange forskellige behov på specialområdet. Især mennesker med sjældne handicap er særligt udsatte, fordi mange kommuner møder så få af dem.

Mennesker med handicap er forskellige. De kommuner, som ikke besidder de nødvendige kompetencer til at betjene alle deres borgere, kan derfor med fordel låne ekspertise fra en anden kommune, som de måske i forvejen samarbejder med på andre områder.

Det er fuldstændig essentielt, at kommunen har en proaktiv tilgang til borgeren. Det er hverken ret eller rimeligt, at det er borgeren, som på en og samme tid skal være jurist, sagsbehandler og ofte også medicinsk koordinator.

Udpeg et antal handicapkoordinatorer, som kan opsøge, vejlede og hjælpe borgere med handicap til at få den rette hjælp. Handicapkoordinatoren skal ikke selv sagsbehandle, men sikre, at den nødvendige faglige specialviden kommer borgeren til tjeneste.

Handicapkoordinatoren skal sikre, at borgerens grundlæggende rettigheder ikke sjofles af inkompetence og et kortsigtet og snævert økonomisk fokus. Handicapkoordinatoren skal således sikre, at hjælpen kommer til borgeren med handicap, uanset hvem der skal levere og betale for hjælpen.

Målrettet og rettidig indsats
Det er ikke forbudt at tænke sig om, heller ikke, når man er kommunalpolitiker.

Der skal tænkes langsigtet og ikke kun til næste budgetår. Alle andre kan nemlig godt regne ud, at hvis der er ti børn på fire år i en specialbørnehave nu, så er der minimum brug for et tilsvarende antal pladser på en specialskole om to år. Det er faktisk ikke så svært at fremskrive.

Og ja, selvfølgelig er der nogle ubekendte. Men familier med børn med handicap er ofte ikke særlig mobile, blandt andet fordi man jo aldrig kan vide, hvilke handicapforanstaltninger der gælder i andre kommuner, og mange derfor ikke tør flytte sig, hvis de er et sted, der fungerer bare nogenlunde.

Uanset hvad er der intet til hinder for at sikre dedikerede processer for de overgange, som vi ved, at alle børn skal i gennem. Men som er pokkers mere besværlige for børn med handicap. Det vil sige daginstitution, folkeskole, STU, egen bolig med videre.

Jeg vil påstå, at ingen af ovenstående initiativer vil påvirke budgettet nævneværdigt, og det hele kan håndteres inden for de eksisterende økonomiske rammer. Det koster nemlig ikke ekstra at tænke sig om.

Fokus på kerneopgaven: At borgere med handicap inkluderes, behandles lige og kan deltage aktivt i samfundet på egne præmisser. En målrettet og rettidig indsats har alle dage kunnet betale sig. Jeg vil på det kraftigste appellere til, at kommunerne kommer i gang nu.