Wickmann bisættes mandag

Roskilde Domkirke bliver givetvis fyldt godt op på mandag den 23. marts klokken 11, når Carsten Wickmann skal bisættes.

Her vil alle de roskildensere, der har været glade for at have kendt ham, komme og tage en sidste afsked med den vellidte leder for De Konservative i byrådet og formand for byens fodboldstolthed FC Roskilde.

Carsten Wickmann havde et meget stort kontaktnet i Roskilde, både indenfor den politiske verden, i erhvervslivet og hos sporten. De vil møde frem i stort omfang.

Helt til det sidste og lidt længere gør Wickmann en indsats for sin elskede fodboldklub FCR. Han og den efterladte familie har frabedt sig blomster og andre tilkendegivelser og beder i stedet om at få sat pengene ind på en særlig konto, der skal bruges til arbejdet i ungdomsafdelingen:

Registreringsnummer 9309. Kontonummer 4582494571, mærket Carsten Wickmann.