Hvorfor skal det være så dyrt?

jesper-kejlhof_452x640

Jeg forstår godt frivilliggruppen i Minibyens Venner, når man nu er i færd med at kaste håndklædet i ringen med hensyn til fortsat at vedligeholde Minibyen ved Sct. Ibsvej. Det giver ingen mening at fortsætte, hvis der ikke er opbakning til projektet.

Til gengæld forstår jeg ikke, at en overdækning ifølge kommunens forvaltning koster i størrelsesordenen 1 mio. kr. Hvorfor skal det altid være dyrt, når kommunen skal stå for den slags projekter. Jeg er med på, at overdækningen skal sikre minibyen mod hærværk og ikke dugge, ligesom det skal være muligt foretage vedligeholdelsesarbejde. Men 1 mio. kr. Det er immervæk mange penge.

Hvor mange tilbud har forvaltningen bedt om? Hvis der kun foreligger ét, vil jeg anbefale, at man indhenter flere tilbud på løsninger, herunder tilbud med en maks. ramme på det halve beløb. Der bør være muligt at sikre en fornuftig overdækning til en lavere pris.

Det vil måske også gøre det nemmere at finde private sponsorer, og dermed sikre Minibyen og den engagerede frivilligindsats, der knytter sig til denne.

Jesper Kejlhof

Grønnegade 4 st. – 4000 Roskilde

Bestyrelsesmedlem – Det Konservative Folkepartis Vælgerforening i Roskilde.  

 

En bagkant, tak!

Jan-Fischer-452x640

Jeg ved dårligt om jeg skal grine eller græde, eller i dette tilfælde: Grine eller gyse.

Da jeg først hørte om hadprædikantlovgivningen (den offentlige sanktionsliste), tænke jeg, at der nok var tale om en spøg, om endnu et stykke virkningsløs symbolpolitik i stil med smykkeloven; og til at starte med var jeg mest til at trække på smilebåndet og ryste på hovedet.

Senere argumenterede justitsministeren for lovgivningen med henvisning til 30’ernes og 40’ernes politiske tiltag imod nazisme og kommunisme, og han forsikrede, at der vil være tale om en midlertidig indskrænkning af ytringsfriheden. Med andre ord: Loven ophæves, når truslen mod demokratiet er væk. Jeg tænkte: Dårlig sammenligning! Nazisme, kommunisme og det liberale demokrati har fælles udgangspunkt i Europa, den stærke stat og adskillelse af religion og politik. I dag har truslen mod vores demokrati bl.a. sine rødder i en række ikke-europæiske lande, hvor staten er svag, hvor klaner, slægter og militser regerer, og hvor religion og politik blandes sammen. Hvorfor skulle dette ændre sig inden for en overskuelig tidshorisont? Derfor: Den offentlige sanktionsliste er nok alligevel tænkt til at blive, og mit smil stivnede – for at sige det mildt.

Helt grelt blev det dog med statsministerens grundlovstale, hvor Lars Løkke Rasmussen sammenlignede kritik af regeringen (og et folketingsflertal) med at svigte borgerpligten til at elske Danmark. Det er noget vrøvl! Jeg er både stolt og taknemmelig over at være født i Danmark. Jeg ranker ryggen ved det, og jeg engagerer mig i politik; men når statsministeren taler om en borgerpligt til at elske Danmark, så tænker jeg, at regeringen snart er klar til at kriminalisere mangel på patriotisk adfærd. Set i det lys giver justitsministerens henvisninger til 30’erne og 40’erne en helt særlig mening, og det løber mig koldt ned af ryggen – jeg gyser ved tanken!

Nuvel, jeg respekterer selvfølgelig et folketingsflertal (hvor mit eget parti desværre deltager), men netop fordi jeg ser mig selv som patriotisk demokrat, vil jeg alligevel fastholde min bekymring overfor indskrænkninger af ytringsfriheden. Derfor vil jeg gerne foreslå, at hadprædikantloven forsynes med en bagkant, dvs. en udløbsdato, fx efter 2 år, samt et krav om evaluering og at de registrerede data automatisk slettes. Det kan kun være rimeligt, at lovgivning, der i sin natur er anti-demokratisk, begrænses ved lov.

Jan Fischer

Gormsvej 28 – 4000 Roskilde

Bestyrelsesmedlem – Det Konservative Folkepartis Vælgerforening i Roskilde

Publiceret i Dagbladet den 10. juni 2016 

 

 

 

Klimaet og konservatisme

 

Klimaet er et af de vigtigste vilkår for livet på Jorden, og klimaet er under forandring, hvilket vi nok bedst kender som den globale opvarmning. Når livsvilkårene ændrer sig, ændres vilkårene for politik også; men følger politikken med, og hvad kan det betyde i et konservativt perspektiv?

For at blive klogere på dette spændende emne inviterer De Konservative Vælgerforeninger i Greve, Køge, Lejre og Roskilde til:

 

Foredrag med Connie Hedegaard

Dato/tidspunkt: Onsdag den 15. juni 2016 – kl. 17:30 – 19:00

Sted: Auditoritet på Roskilde Rådhus

 

På mødet vil Connie Hedegaard fortælle om, hvad klimaforandringer indebærer og hvilke politiske muligheder og udfordringer, der følger hermed.

Der vil blive lejlighed til at stille spørgsmål og forhåbentlig også en god debat.

Connie Hedegaard er bestyrelsesformand for Danmarks Grønne Tænketank, Concito, der arbejder for lavere udslip af drivhusgasser og en begrænsning af skadevirkningerne af den globale opvarmning. Connie Hedegaard har været medlem af Folketinget for De Konservative, miljøminister, klima- og energiminister og EU’s første klimakommissær.

Arrangementet afholdes som et åbent arrangement uden tilmelding, og alle er velkomne.

Vel mødt!

De Konservative Vælgerforeninger i Greve, Køge, Leje og Roskilde 

 

 

Grundlovsmøde 2016 – Byrådsmedlem Lars Lindskovs tale

Lars Lindskov

 

Der er sket meget, siden jeg for 10 år siden holdt grundlovstale ved partiets arrangement på Amtsgården ved det første fælles grundlovsmøde med de tre vælgerforeninger; Ramsø, Gundsø og Roskilde.

Ligesom dengang har jeg op til i dag læst Grundloven igennem igen for at finde passende paragraffer at kommentere på – og sætte ind i en nutidig kontekst.

Men i modsætning til for 10 år siden, hvor jeg hentede inspiration fra erfaringerne fra mit eget byrådsarbejde, har jeg denne gang spurgt mine venner på Facebook om, hvad de syntes, en grundlovstale skulle indeholde.

Så dét, jeg i dag vil komme ind på, er altså skrevet på baggrund af aktuelle input fra borgerne – og mere demokratisk kan det vel ikke blive på en grundlovsdag?

Jeg har fået opfordringer til at tale om delebiler, madspild og flere andre udmærkede og aktuelle samfundstemaer. Men i mere direkte relation til grundlovsdag har jeg udvalgt et af de temaer, som jeg er blevet opfordret til at tage op: Ytringsfriheden.

Der har været et par opfordringer til at adressere Offentlighedsloven – eller Skandaleloven eller Mørklægningsloven – som den også kaldes. Jeg er enig i, at denne lov ikke er en prydblomst i den politiske have, men jeg anser den faktisk snarere for at være en tidsel, der er vokset frem som følge af både medier og embedsfolk, der har misforstået deres rolle og sat politikerne i en håbløs situation. Folketingsgruppen har da også meldt ud, at den vil arbejde for at fjerne tidslen fra lov-buketten igen, så dén ukrudtsplante vil jeg ikke bruge meget tid på.

Jeg vil derimod gerne holde fast i temaet om ytringsfrihed.

En lokal advokat adresserede i sit opslag på min Facebook-væg vores borger-rettigheder, som han mener skæres bid for bid – blandt andet i form af indgreb mod ytringsfriheden. Jeg læser den i mange sammenhænge aktive borgers opslag på Facebook som afstandtagen til det aktuelle forbud mod hadprædikanter.
I forbindelse med Grundloven er det jo §77, der her er tale om:
”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”
Kulturminister Bertel Haarder forsvarede på TV2 her i weekenden den liberale regeringens uliberale lovforslag med, at det kun er i de situationer, hvor fx en lærer billiger og opfordrer til vold, terror, voldtægt og andre modbydeligheder og dermed bidrager til produktion af hellige krigere mod vores eget samfund. Bertel Haarder gjorde opmærksom på, at Danmark næst efter Belgien er det land i Europa, der producerer flest Syrien-krigere.

Dilemmaet er jo interessant. For det er et dilemma.

Da jeg var aktiv i Konservativ Ungdom op gennem 80erne kæmpede vi mod kommunisterne, der endda var repræsenteret i Folketinget. Og på den anden side af det totalitære spekter havde vi nazisterne, der også søgte valg til bl.a. byrådet i Greve.

Jeg kan huske, at det var et taleemne for de ældre konservative i partiet, hvor flere under 2. verdenskrig havde bekæmpet de totalitære kræfter og kæmpet for friheden sammen med de allierede styrker. Men de forsvarede de to partiers ret til at stille op til demokratiske valg.

Dengang var vores grundholdning, at fascister og kommunister skulle have samme muligheder for ytringsfrihed som resten af samfundet. For vi ville bekæmpe dem med ord og lade deres latterlige holdninger udstille sig selv som dét, de er: Utopiske, latterlige og tåbelige. Og med frihed og demokrati som våben skal disse ”ismer” falde på den demokratiske slagmark.

Nu står vi over for en ny virkelighed, hvor selvmordsbombere i hele verden og terrorister – eller måske snarere sølle tosser uden mening med livet – skyder folk ned på åben gade under debatmøder og foran synagoger – midt i København. Unge fra hele Europa – også her fra Danmark – tager til deres såkaldte ”hjemlande” for at blive trænet i krig mod de lande, de er vokset op i. Lande, der har taget imod dem og deres forældre og bedsteforældre. Lande som har givet dem uddannelse og boliger, arbejde – og grundlaget for at skabe deres eget liv.

De er vokset op i vestlige lande, der stort set alle har været igennem århundreders demokratiske og kulturelle udvikling – og nu svarer nogle af dem så igen med had og vold. Det er sørgeligt.

Årsagerne er mange. Sammenhængende komplicerede. Men uanset årsag til dette had og disse meningsløse oprør, skal vi give så op over for dén slags? Skal vi forbyde dem at tale deres gamle sprog? Skal vi forbyde dem at udøve deres religion? Skal vi blive ved med at tro på det bedste i mennesker? Spørgsmålene er mange og svarene er vel ikke entydige.

Men jeg ville ønske, vi kunne fastholde troen på det gode – vel vidende, at det onde konstant vil stikke sit grimme ansigt frem og udfordre troen.

Muhammed-tegningerne er et andet eksempel, hvor vores ytringsfrihed er blevet udfordret – og hvor vores land er blevet lagt for had i mange lande – hjulpet godt på vej af hadprædikanter. Nogle mener, at vi skal have lov til at tegne og skrive hvad vi vil. Andre siger, at vi behøver jo ikke at anvende vores ytringsfrihed til at nedgøre andres værdier. Men hvis værdier er mest værd. Og hvem er det, der skal tage hensyn til hvem her i Danmark?
Skal vi fx acceptere, at unge muslimer kræver, at vores unge danske piger ikke går på stranden i bikini, men ifører sig ”mere klædeligt tøj”?

Jeg mener nej! Disse vildledte unge mænd må enten acceptere, at vi her i Danmark og Vesten er kommet videre i den samfundsmæssige og kulturelle udvikling, end hvad mørkemænd i ørkener og huler i Mellemøsten mener skal være passende påklædning for danske kvinder. Kvinder – og mænd – skal kunne gå frit i det tøj, de vil uden at blive slået, voldtaget, stenet eller på anden måde forulempet.

Og hvis visse grupperinger ikke kan acceptere dét, så har Københavns Lufthavn rigtig mange afgange hver dag til eksotiske himmelstrøg, hvor de kan rejse til og udbrede deres formørkede synspunkter. Det er et frit land, vi lever i. I modsætning til mange af de lande, de stammer fra. Og vi ønsker at bevare de værdier, vi har kæmpet for i generationer – og nogle har betalt i flere krige med den højeste pris. Deres død skal ikke være forgæves på grund af nogle utilpassede unge, der ikke forstår, hvad et moderne, kristent baseret demokrati og monarki er – med rettigheder og pligter.

Men fordi visse typer er dumme at høre på – eller endda samfundsfjendske – skal vi så forbyde dem? Igen et dilemma – men Grundlovens § 67 adresserer efter min mening udmærket spørgsmålet:

”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Så at opfordre til vold er allerede omfattet af Grundloven – og jeg ser ingen grund til at lave specielle love mod visse grupperinger. Visse udmeldinger og synspunkter fra Indre Mission er for mig lige så uforståelige som dele af islam eller andre religioners fordømmende holdninger til anderledes tænkende – men dem forbyder vi jo ikke.

I Konservativ Ungdom kæmpede vi sovjetiske samfundskritikeres ret til at udtale sig under Bresjnev og de andre kommunistiske mørkemænd bag jerntæppet.

Vi støttede Lech Walesa og Solidarnosj’ kamp for arbejdsrettighedeer og frihed i Polen. Set med deres samfunds briller var de hadprædikanter, der opfordrede til at omstyrte magthaverne og skulle derfor forbydes.

I de kommunistiske lande var religionsudøvelse i årtier forbudt. Nu er de sat fri igen og det er godt. For det er friheden, der skal sejre – ikke forbud, de løser sjældent noget på den lange bane.
Jeg mener, vi er nødt til at fastholde, at folk må sige hvad de vil – også opfordre til selv tåbelige ting. Det må der være love og et retssystem, der håndterer i forhold til injurier, vold, racisme og så videre.

Her er den næste paragraf i Grundloven jo en mulig bagstopper – nemlig paragraf 78, der siger, at ”Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed” – men den siger også, at ”Foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.”

Grundlovens ord og ånd må være rækkefølgen og tilgangen – og vi skal som udgangspunkt altid tro på, at det gode vinder og at demokrati og diplomati er de første og vigtigste redskaber i en konflikt. Men den pacifistiske tilgang er desværre ikke altid nok, når vi taler om despoter og fanatikere.

Da den tillidsbaserede tilgang ikke var nok, fik vi has på nazismen med en fast militær hånd. Det gav plads for frie valg og medførte et demokratisk Vesteuropa.

Kommunismen fik vi også has på med en blanding af militært beredskab, diplomati og åben demokratisk debat – tilsat et stænk kapitalisme og velfærd, som de østeuropæiske ledere og befolkninger gerne ville have. Det tænker jeg med fryd over, når jeg er i Berlin og naturligvis skal handle i KaDeWe.

Denne kombination af tålmodighed, demokrati, vedvarende politisk pres, militær signalgivning og teknologisk overlegenhed gav plads for frie valg og medførte et demokratisk Østeuropa.

Sådan tror jeg også, vi skal få has på den fanatiske islamisme. I en eller anden rækkefølge. Det behøver vi ikke at forbyde hadprædikanter for at gøre. Vi skal fortsætte med at uddanne børn og unge – herhjemme og ude i verden. Vi skal hjælpe med velstand i deres hjemegne – måske en slags ny Marshall-hjælp til Syrien og Mellemøsten. Vi skal udbygge de internationale relationer blandt andet gennem EU – ikke lukke os om os selv.
Det er den helt forkerte vej at gå.

Et gammelt ordsprog, som jeg stødte på, da jeg arbejdede i Europa-Parlamentet, lyder: ”Soldater vandrer ikke ad købmændenes veje.” Dét ordsprog synes jeg siger meget. Jo mere, vi er afhængige af hinanden og jo mere vi kan nyde mangfoldigheden og blive inspireret af alt fra mad over teknologi og kulturer – desto mere forstår vi om hinanden og desto mindre vil vi slås. Internationale relationer og udbredelse af velstand og vækst er vejen frem – ikke protektionisme og selvtilstrækkelighed.
Men når dét er sagt, så skal vi ikke være tossegode. For der er andre kulturer, der føler sig overlegne – og som har deponeret deres selvstændige tankegang i gamle bøger og dogmer – helt ude af trit med en moderne verden.

Der skal derfor stilles krav. Vi kan og skal ikke acceptere parallelsamfund i Danmark.

Men jeg tror ikke, at lovgivning og forbud er den eneste løsning. Der skal flere indsatser til – og vi skal alle bistå det, hvor vi er – i børnehaverne, i skolerne, i klubberne, i uddannelsessystemet, på arbejdspladsen, i de frivillige foreninger og i de politiske partier.
Jeg ønsker vores lovgivere held og lykke med at finde de løsninger, der skal til – jeg misunder dem ikke.

Et andet emne, som en god ven fra den virkelige verden har opfordret mig til at tale om, er ansvaret for eget liv. Hun skriver: ”Ansvaret for vores eget liv er – netop vores personlige ansvar. Det er ikke andres ansvar, at vi har et godt liv.”

Er dét ikke gode ord? De kan jo ledsages af Grundlovens §75, der siger:
”Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse. Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder.”

Det jo netop er en konservativt grundholdning, at de, der kan klare sig selv, skal have mulighed for det, mens de, der har brug for hjælp, skal have support og omsorg fra fællesskabet.
Man kan ikke bede en multihandicappet i kørestol om at tage sig sammen og løbe et maraton eller et nervesvækket og psykisk udfordret menneske påtage sig et stressende job. Men man kan godt finde løsninger, hvor folk med begrænset arbejdsevne får fodfæste på arbejdsmarkedet og medvirker til selv at tjene til livets ophold.

Det kan selvfølgelig også blive for meget fokus på en selv. For på den anden side af ansvaret for eget liv er egoismen, som min Facebook-ven også påpeger. Hun skriver:
”Den egoisme ser hersker i dagens Danmark. Det er mig, mig, mig… Ville elske at det kom på mode at udvise overskud… Hold tilbage for nogen i trafikken – og til højre for pokker. Slip dem med få varer foran i køen. Og lad nu dem, der har ventet længst komme til først, når en ny kasselinje åbner – i stedet for, at de bageste i køen løber hen til en nyåbnet kasselinje. Med andre ord efterlyses god opførsel med ægte overskud, hvor både Giver og Tager beriger hinandens dag!”

Dét er kloge ord, som jeg er helt enig i. Og her er den ånd, der blandt andet findes i de frivillige foreninger, jo et stærkt bidrag til et konstruktivt civilsamfund, hvor vi husker på, at naboen ikke altid er lige så selvhjulpet som os selv – og at vi har en borgerpligt til at huske andre end os selv.

Bestyrelsesmedlem Jesper Kejlhof, der er aktivt foreningsmenneske, har skrevet et godt indlæg om dette emne i det netop udkomne nummer af nyhedsbrevet C-nyt.
Hvis I ikke har læst nyhedsbrevet, er det nok fordi I ikke er medlemmer af den lokale konservative vælgerforening. Skynd jer at melde jer ind. Så kan I læse resten af Jespers udmærkede indlæg – og andre gode budskaber fra rettroende konservative.

Se nu har jeg jo taget et par emner op, som nogle af mine Facebook-venner mener, er vigtige – og som jeg har kommenteret på.

Men som lokalt byrådsmedlem er jeg nødt til at adressere et fjerde og sidste punkt – nemlig Grundlovens § 82, der skulle sikre det kommunale selvstyre. Paragraffen lyder:
”Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov.

Jeg finder det helt utåleligt med den stigende statslige indblanding i de lokale forhold – og den totale ensretning af alting. Kommunerne skal hver dag kæmpe for deres ret til at indrette sig på den måde som de lokalvalgte byråd og kommunalbestyrelser har mandat til fra borgerne.

Et eksempel på forskellen mellem Roskilde og mange andre kommuner er jo kulturområdet. Men også på erhvervsfronten og i de frivillige foreninger – som vi har over 900 af – gør vi tingene på en måde, som mange andre misunder os.

Vi skal ikke underkaste os visse partiers og Folketingspolitikeres ønske om, at alt fra Skagen i nord til Gedser i syd – og fra Blåvand i vest til Dragør i øst skal være ens.

For selvom Danmark er et lille land, er vi forskellige fra egn til egn. Fra kommune til kommune. Fra by til by. Fra bydel til byel. Dén forskellighed skal vi fastholde. Det er dén mangfoldighed, der gør livet farverigt og inspirerende.

Det er forskelligheden og retten til at indrette sig som man vil – under behørigt hensyn til og ansvar for andres ret til det samme – der gør livet værd at leve og som er nedfældet som grundlovssikrede rettigheder.

Dét DNA, som Roskilde Kommune er kendetegnet ved, skal vi derfor holde fast i. Det skal vi rendyrke og videreføre, så vi ikke alene historisk, men også i fremtiden kan sige, at vi er: Alle tiders Roskilde!

Fortsat god grundlovsdag!

Lars Lindskov
Byrådsmedlem, gruppeformand – Det Konservative Folkeparti – Roskilde

Månedens kommentar – Hvor frivillige er vi?

 

jesper-kejlhof_452x640

I Roskilde Kommune fremhæver vi os omkring alt det frivillige arbejde, der løses af foreninger og frivillige. Men hvor frivillige er vi egentligt når det kommer til stykket? Hvad kan vi forvente at der skal løses af kommunen, og hvad kan vi løse som frivillige enkeltpersoner? Det er en gråzone, og selvfølgelig er der mange opgaver som kommunen skal løse og hvor der bliver nødt til at være professionelle personer – enten i kommunalt eller privat regi.

Der er dog ingen tvivl om at meget løftes igennem foreningslivet, hvor mange relationer dannes og forebygger f.eks. ensomhed. På det kommunale budget er der afsat 197 mio. kr. til fritids- og kulturområdet. (det samlede budget er 6.439 mio. kr. i 2016), og uden tvivl løftes der meget mere af det frivillige foreningsliv. Men det er jo også det, som kendertegner Danmark og et stærkt lokal samfund

Det er ved at være med i det lokale foreningsliv at netværk dannes og styrkes. Ud over at vi tit får konkret viden og erfaringer med hjem fra et foreningsarrangement, så er det også der vi møder naboen og andre fra byen. Men der er mange som kan have svært ved at komme af sted og ud af døren, måske er de generte eller bare ikke ”tør” komme af sted og får ikke gjort noget ved det. Vi har alle et ansvar for at danne et godt lokalsamfund, og det dannes ved at vi både bidrager og deltager selv i det.

Næste gang du skal af sted til et arrangement, skulle du måske spørge naboen eller en på din vej, om de ikke skal med?

Tak til de frivillige som løfter så meget i Roskilde – god sommer.

 

Med venlig hilsen

Jesper Kejlhof

Bestyrelsesmedlem af Det Konservative Folkepartis Vælgerforening i Roskilde

 

 

 

 

Grundlovsmøde den 5. juni 2016

561810_605_0_0_0_0_0_2[1]226482_605_0_0_0_0_0_3[1]

Kom og deltag i Grundlovsmøde den 5. juni 2016 – kl. 14:0 – 16:00

I år holder De Konservative Vælgerforeninger i Greve og Roskilde fælles grundlovsmøde i hyggelige rammer i det tidligere gasværk på havnen i Roskilde.

Arrangementet gennemføres som et åbent arrangement uden tilmelding. Entréen er gratis og alle er velkomne. Tag gerne familie og venner med.

Vi håber at se rigtigt mange til et par hyggelige timer i godt selskab.

Program, tidspunkt m.m findes i kalenderen under den 5. juni 2016

Et skridt i den gale retning

Jan-Fischer-452x640

 

Et godt varemærke afspejler troværdighed, fx som når en virksomhed eller organisation handler i overensstemmelse med sit værdigrundlag, og generelt gælder, at det tager mange år at opbygge et anerkendt varemærke, mens man kan ødelægge det på en formiddag.

Tilsvarende gælder for ytringsfriheden. Ytringsfrihed er et dansk adelsmærke, der er opbygget gennem en vedvarende indsats i mere end 100 år, og i dag ser de fleste danskere nok ytringsfriheden som både umistelig og som en vigtig del af vores værdigrundlag.

Hadprædikanter

Alligevel er regeringen parat til at give ytringsfriheden et skud for boven i kampen mod de såkaldte hadprædikanter. Regeringens forslag er, at personer med uønskede holdninger skal registreres i såkaldte ekstremistlister, hvorefter ikke EU-borgere skal kunne nægtes indrejse til Danmark, mens EU-borgere skal kunne sættes under skærpet tilsyn.

Ideen er patetisk og udtryk for symbolpolitik på niveau med den såkaldte Smykkelov, dvs. dårligt politisk håndværk, der gør mere skade end gavn. En indskrænkning af ytringsfriheden vil ikke alene give Danmark dårlig omtale, den vil også virke imod formålet, fordi den vil erodere vores værdigrundlag og selvforståelse.

Begrænset ytringsfrihed

Vedtages Hadprædikantloven vil man – fra den ene dag til den næste – ikke længere kunne sige, at vi har ytringsfrihed i Danmark. Derimod vil man kunne sige, at vi har lovbegrænset ytringsfrihed, eller som en spindoktor måske vil foreslå: En sund grad af ytringsfrihed.

I dansk politik skelner man normalt mellem holdninger og handlinger: Man må mene hvad man vil, og man må gøre udtryk herfor; hvorimod der gribes ind overfor ulovlige handlinger. Forslaget om ekstremistlister er reelt et skridt i retning af ulovliggørelse af visse holdninger.

Styrk debatkulturen

Et liberalt demokrati som det danske vil altid skulle forholde sig til ekstremisme, hvad enten den er religiøst eller politisk funderet, og derfor bør regeringen ikke indskrænke ytringsfriheden i kampen mod hadprædikanter, men derimod styrke oplysningsindsatsen og debatkulturen.

 

Jan Fischer

Gormsvej 28, 4000 Roskilde

Bestyrelsesmedlem, Roskilde Konservative Vælgerforening

Pressemeddelelse 23. maj 2016

Fotograf Helle Moos Skudehavnsvej 36b 2150 København mobil + 45 40 35 97 40Lars LindskovOpstillingsmøde 2016

 

Brian Mikkelsen folketingskandidat i Roskilde

På et opstillingsmøde i Roskilde Konservative Vælgerforening den 23. maj 2016 blev Brian Mikkelsen (MF) valgt som konservativ folketingskandidat i Roskilde Valgkreds.

Brian Mikkelsen, der er 50 år, har siddet i Folketinget siden 1994. Han var i perioden 2001-2011 minister i VK-regeringerne, fra 2001-2008 kulturminister, 2008-2010 justitsminister og 2010-2011 økonomi- og erhvervsminister.

Med valget af Brian Mikkelsen har konservative i Roskilde Valgkreds fået en kompetent og erfaren folketingspolitiker med en stærk erhvervs- og kulturprofil, der vil arbejde for at varetage Roskildes interesser i Folketinget.

 

Lars Lindskov spidskandidat til kommunalvalget i 2017

På opstillingsmødet blev byrådsmedlem og gruppeformand Lars Lindskov valgt som Konservatives spidskandidat til kommunalvalget i 2017.

Lars Lindskov, der er 53 år, er en erfaren kommunalpolitiker. Første gang valgt ind i Gundsø Byråd i 2001, og herefter i Roskilde Byråd i 2009-2013. Ved Carsten Wickmanns død genindtrådte Lars Lindskov i byrådet i 2015.

Lars Lindskov er medlem af kommunens økonomiudvalg og formand for Udvalget for Vækst, Erhverv og Globalisering. Desuden besidder han en række andre poster i tilknytning til sit kommunale virke.

 

Kontaktoplysninger

Keld Holm, Formand for Roskilde Konservative Vælgerforening, tlf.: 4635 4480

Brian Mikkelsen (MF), tlf. 6162 5082

Lars Lindskov, byrådsmedlem, tlf. 3050 1979

 

 

 

 

Kom til Grundlovsmøde

226482_605_0_0_0_0_0_3[1]561810_605_0_0_0_0_0_2[1] 

I år holder De Konservative Vælgerforeninger i Greve og Roskilde fælles grundlovsmøde i hyggelige rammer i det tidligere gasværk på havnen i Roskilde.

Arrangementet gennemføres som et åbent arrangement uden tilmelding. Entréen er gratis og alle er velkomne. Tag gerne familie og venner med.

Vi håber at se rigtigt mange til et par hyggelige timer i godt selskab.

Program, tidspunkt m.m findes i kalenderen under den 5. juni 2016

 

Indkaldelse – Opstillingsmøde

11-650x400[1]250px-Brian_Mikkelsen_portrait_(1)[1]lars-lindskov_452x640

Hermed indkaldes til ekstraordinær generalforsamling i henhold til vedtægternes §6, 8 og 10. På generalforsamlingen skal der vælges en folketingskandidat til opstilling i Roskilde Valgkreds samt spidskandidat til kommunalvalget i 2017.

Dagsorden

  1. 1. Valg af dirigent.
  2. 2. Beslutning om valgkredssamarbejde og valg af folketingskandidat – Bestyrelsen foreslår valg af Brian Mikkelsen (MF).
  3. 4. Valg af spidskandidat til kommunalvalget i 2017 – Bestyrelsen foreslår Lars Lindskov, gruppeformand og byrådsmedlem.
  4. 5. Eventuelt.

 

  Venlig hilsen

Keld Holm

Formand