Politisk mødeplan for resten af 2016 og hele 2017

Så er kalenderen opdateret mht. politisk mødeplan for resten af 2016 og hele 2017….sæt kryds i din kalenderen

Har DF andet at byde på – ud over tilsvining og brok?

keld-holm_452x640

Det er faldet byrådsmedlemmerne for Dansk Folkeparti for brystet, at vort byrådsmedlem, Lars Lindskov, har undladt at stemme i forbindelse med fastsættelsen af kirkeskatten. Og i stedet for at spørge Lars Lindskov om, hvorfor han undlod at stemme, gives en omfattende tilsvining af Det Konservative Folkeparti i Roskilde.

Der spørges til, hvilke mål, de konservative i Roskilde har? De tre byrådsmedlemmer må have snorksovet til byrådsmøderne og i budgetforhandlingerne. Derfor vil jeg i korte træk ridse vores visioner for Roskilde Kommune op.

  •  Vi ønsker, at Roskilde Kommune skal være blandt landets bedste 10 kommuner mål på alle væsentlige parametre. Det gælder i forhold til kommunens kerneydelser, børneinstitutioner, dagpleje, folkeskole, social- og beskæftigelsesindsats, hjemmehjælp og plejehjem.
  • Vi ønsker at bidrage til et aktivt og mangfoldigt kultur- og idrætsliv. Vi anerkender og bakker op om de mange frivillige ildsjæle, der bidrager til at gøre Roskilde til en spændende kommune at besøge, bo og arbejde i.
  • Vi ønsker at udvikle et aktivt og blomstrende erhvervsliv. Vi ønsker i samarbejde med vores mange uddannelses- og forskningsinstitutioner at sætte rammerne for en stærk iværksætter- og innovationskultur. Vi ønsker investeringer i infrastrukturen, så Roskilde er let tilgængelig for borgere, brugere og virksomheder.

Vi ønsker kort sagt en kommune i front, med udvikling og vækst som en forudsætning for at kunne finansiere fremtidens velfærd.

Se alt dette kunne de tre vrisne byrådsmedlemmer have fået svar på, hvis de havde gidet gå ind på vores hjemmeside. Men når DF’s mål nu engang er tilsvining, er dette naturligvis ikke interessant. Jeg gik til gengæld ind på Roskilde DF’s hjemmeside og Facebook-side for at læse mere om DF’s kommunalpolitik. Det blev jeg ikke klogere af, der står intet. Så kom frem af busken, DF Roskilde. Hvad går jeres kommunalpolitik ud på? Har I overhovedet nogen ud over tilsvining og brok?

Der er et klart rødt flertal i Roskilde Byråd. Sådan har vælgerne bestemt det, og det respekterer vi i Det Konservative Folkeparti. Men det afholder os ikke fra at søge indflydelse og tage medansvar for kommunens budget og udvikling. I modsætning til DF, der har mere travlt med at kritisere og tilsvine alt og alle, foretrækker vi at deltage aktivt og konstruktivt i kommunens planlægning og udvikling.

Og bare rolig: Vi har gud, konge og fædreland med i bagagen – men i en noget mindre skinger udgave end den, Dansk Folkeparti repræsenterer!

 

Keld Holm

Formand for Roskilde Konservative Vælgerforening

Kildehusvej 31, 4000 Roskilde

 

En læreraftale bør vente

IMG_4522_Lars_Lindskov_2014Jan-Fischer-452x640

I Dagbladet d. 5. oktober antyder Enhedslistens byrådsgruppe, at De Konservative i Roskilde har indgået en hemmelig alliance med Socialdemokratiet, De Radikale og Socialistisk Folkeparti om en aftale med Roskilde Lærerforening, der skal lægge loft over lærernes undervisningstid.

De Konservative i Roskilde kan afvise dette. Vi er ikke tilhængere af en sådan aftale.

I store træk gør folkeskolerne i Roskilde det godt. Fx viser tal fra Undervisningsministeriet, at Roskildes skoler er flot repræsenteret i den bedste halvdel af landets skoler, når det gælder evnen til at løfte eleverne fagligt. De Konservative ønsker ikke at sætte denne indsats over styr ved at indføre nye begrænsninger for skolernes arbejdstidsplanlægning.

Et ofte fremsat argument for en læreraftale er, at undervisningen bliver bedre, fordi lærerne sikres mere forberedelsestid. Men da dette netop sker på bekostning af undervisningstiden og fleksibilitet i planlægningen, tvivler De Konservative på, at det forholder sig så enkelt. Derfor mener vi, at en sådan sammenhæng bør undersøges nærmere, før den lægges til grund for et indgreb af så vidtgående karakter.

Derudover vil De Konservative gerne sikre skolerne ro til at fortsætte det gode arbejde. Folkeskolereformen, der trådte i kraft i 2014, medførte store omvæltninger, og det er først nu, at skolerne har fundet sig til rette på de nye vilkår. En læreraftale vil endnu en gang flytte fokus fra undervisning til planlægning og oparbejdning af nye rutiner, uden at det med sikkerhed kommer eleverne til gode.

Tiden er derfor ikke moden til en læreraftale.

Lars Lindskov – Byrådsmedlem – Roskilde Konservative

Jan Fischer – Uddannelsespolitisk ordfører – Roskilde Konservative

 

Splinten i din broders øje…

IMG_4522_Lars_Lindskov_2014

 

Dansk Folkepartis byrådsgruppe kommenterer i Dagbladet den 5. oktober på, at jeg på Økonomiudvalgets møde onsdag i denne uge undlod at stemme om fastsættelse af kirkeskatteprocenten i Roskilde Kommune.

Egentlig burde jeg ikke bruge tid på at kommentere på endnu et af dette selvretfærdige partis konstante udfald mod alt og alle. Men jeg vil såmænd gerne forklare, hvorfor jeg ikke stemmer om fastsættelse af kirkeskatteprocenten, når byrådet hvert år stemmer om de forskellige skatter, gebyrer og afgifter i forbindelse med budgetlægningen.

For det første, så mener jeg, at ens religiøse overbevisning er en personlig sag. Jeg er både døbt og konfirmeret, og jeg bekender mig til kristne kulturværdier. Men det synes jeg faktisk ikke kommer hverken Dansk Folkeparti eller andre ved.

For det andet, så har jeg siden mine unge dage i KU haft den principielle holdning, at det er menighedsrådet i det sogn, man bor i, der skal opkræve kirkeskatten og ikke kommunen. Det er jo ikke Roskilde Kommune, der driver kirkerne i kommunen. Og det er jo heller ikke Roskilde Kommune, der opkræver kontingentet til idrætsklubberne eller billetterne til DSB. Hvorfor skal jeg så som byrådsmedlem bestemme, hvad borgerne skal betale til kirken, som jeg ikke har indflydelse på?

For det tredje har jeg i min tid i byrådet aldrig stemt om lige præcis kirkeskatteprocenten. Jeg har altid undladt at stemme. Det har deres gruppeformand så først nu opdaget – efter 10 år – og det virker tilsyneladende som en stor åbenbaring…

Det konservative folkeparti har altid kendt mit synspunkt på dette område. Og når jeg hvert år undlader at stemme ved fastsættelsen af kirkeskatteprocenten er det som nævnt mere af principiel end religiøs art.

Egentlig forstår jeg ikke, hvorfor Dansk Folkeparti bekymrer sig så meget om min stemmeafgivning og Det Konservative Folkepartis politik – i stedet for at redegøre for deres egen politik. Fx løgnene om konsekvenserne for Europol-samarbejdet efter EU-afstemningen sidste år. Eller om balladen i deres egen byrådsgruppe, hvor de to menige partifæller åbent har luftet tankerne om at vælte Merete i forbindelse med kommunalvalget næste år.

Men når man har så travlt med andre, er det jo svært at have tid til at reflektere over sig selv. Til Dansk Folkeparti vil jeg derfor blot nøjes med at citere fra Det nye Testamente, Lukas-evangeliet, vers 41 og 42: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?  Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.”

Lars Lindskov

Byrådsmedlem

Det Konservative Folkeparti

For enden af vejen

Jan-Fischer-452x640

Nogle gange kan være nyttigt med en klar forestilling om de forudsætninger ens holdninger hviler på. Det lyder elementært, men det er desværre ikke altid tilfældet i politik.

I Dagbladet d. 23. september lovpriser Kennet Kristensen Berth (medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti) fx Storbritannien og Canada for deres bestræbelser på at opnå fri adgang til EU’s indre marked på uforpligtende basis, dvs. så de kan ”stå fuldstændig frit i forhold til al europæisk lovgivning”. Kennet Kristensen Berth fremhæver ligefrem det geniale i disse bestræbelser ved at nævne Norge og Schweiz, der må samarbejde med EU på langt mere forpligtende basis (via fælles lovgivning).

Samtidigt roser Kennet Kristensen Berth Storbritannien som bannerfører i en uafvendelig proces, der skal lede til EU’s opløsning; og det er på dette punkt, at det begynder at knibe med forudsætningerne. For hvori består det geniale ved fri og uforpligtende adgang til EU’s indre marked, hvis EU ikke længere eksisterer? Hvilket land måtte ønske at skulle forhandle 27 forskellige handelsaftaler i stedet for én?

Jeg gætter på, at Kennet Kristensen Berth har en klar forestilling om, hvad han ikke ønsker (EU); men jeg er samtidig ret sikker på, at Kennet Kristensen Berth ikke har en klar forestilling om, hvad der ligger for enden af den vej, der hedder EU’s opløsning.

For mig se medfører EU’s opløsning derimod noget helt konkret, men da der er tale om en lang og ret kedelig historie, vil jeg nøjes med at give mit bud på det første kapitel: 28 forskellige stikkontakter og en tilbagevenden til 1980’ernes tekniske handelshindringer.

Jan Fischer

Gormsvej 28, 4000 Roskilde

Bestyrelsesmedlem, Roskilde Konservative

Publiceret i Dagbladet den 30. september 2016

 

Nye arrangementer 2016

Så er efteråret 2016 startet.

Det betyder at der er en masse spændende arrangementer på tapetet.

Gå til vores kalender og se nærmere deltajer.

Allerede nu er der et arrangement den 2. november 2016, som omhandler rundvisning på RagnaRock i Roskilde

Alle tiders…varmlufts-ballon!

IMG_4522_Lars_Lindskov_2014

De seneste uger har vi set Venstres nyvalgte Folketingskandidat i Roskilde sende et par balloner op omkring manglende erhvervsvenlighed ud på baggrund af undersøgelser fra Dansk Byggeri og Dansk Industri.

Under paroler som ”vi tager ansvar og initiativ til nødvendige ændringer” og ”vi ser muligheder stedet for begrænsninger”, forsøger Lars-Christian Brask og hans lokale partiformand at give deres selvforståelse og store indsigt flyvehøjde. Desværre efterlader indlæggene et klart og tydeligt indtryk af, at det eneste, der giver deres balloner flyvehøjde, er en stor pose varm luft.

En enkelt politisk udmelding er Det Konservative Folkeparti imidlertid enig i. Og det er holdningen om, at konkurrenceudsættelse på en lang række områder vil kunne spare kommunen for unødvendige udgifter og samtidig levere en højere kvalitet i ydelserne til borgerne. Men herudover kommer de to ballon-skippere ikke med et eneste konkret forslag til, hvorledes Venstres vil medvirke til at forbedre den opfattede erhvervsvenlighed i Roskilde Kommune.

Det er korrekt, at vi ligger i midterfeltet i Dansk Byggeris tilfredshedsundersøgelser, og vi gennem en årrække har ligget i den tunge ende i Dansk Industris undersøgelse. Altså lige bortset fra 2015, hvor vi uvist af hvilken årsag hoppede op i den bedre halvdel. Nu er vi så ifølge undersøgelsen tilbage på det niveau, som vi har ligget på i en årrække. Det fik Lars-Christian Brask også en detaljeret information om på sidste uges møde i Vækst-, Erhvervs- og Globaliseringsudvalget, som han netop er kommet ind i. Men nu skal man jo ikke lade facts komme i vejen for en kontant udmelding i medierne.

Tilbage til undersøgelsen. Er den vurderede placering blandt andre kommuner god nok? Nej. Men der er som redegjort for på udvalgsmødet mange ting og paradokser, der gemmer sig i Dansk Industris tal. Der er også karakterer, der ganske enkelt ikke giver mening, hvilket Lars-Christian Brask også fik en orientering om på udvalgsmødet.

De seneste år har vi fra konservativ side gennem konstruktive forhandlinger med et flertal fået opbakning til at sænke dækningsafgiften på private ejendomme, og sidste år fjernede vi helt byggesagsgebyret på erhvervsbyggeri. Venstre har i flere år glimret ved deres fravær og har meldt sig ud af budgetforligene, så uden Det Konservative Folkeparti var disse erhvervsvenlige tiltag ikke sket.

I 2013 fik vi også politisk opbakning til at etablere en erhvervsafdeling i Roskilde Kommune, hvis fokus er servicering af vores lokale virksomheder, herunder specielt på byggesager, hvilket har resulteret i kortere og mere kompetent sagsbehandling.

Vi har en positiv tilvækst af private arbejdspladser. Og vi har en højere etablerings- og overlevelsesrate for iværksættere i Region Sjælland, ja end i Danmark generelt (jfr. vaekstanalyse.dk).

Kan vi gøre det bedre? Ja det kan vi! Kan vi komme højere op på diverse tilfredshedsanalyser? Det kan vi muligvis, men er det dét, vi skal måle vores succes på?

Efter konservativ opfattelse skal vi udvælge os nogle få parametre, såsom tiltrækning af virksomheder, evne til konkurrenceudsættelse, øget anvendelse af offentligt-privat samarbejde, jobcenter-effektivitet, sagsbehandlingstider. Og så skal vi arbejde hårdt på at forbedre os på disse områder.

Vi skal måle vores succes på disse områder og vores evne til at kommunikere resultaterne. Så må vi se, om det forplanter sig i tilfredshed fra vores lokale virksomheders side.

Fra konservativ tide er vi optaget af konstruktiv handling, målbarhed og en fælles politisk opbakning til at markedsføre vores lokalsamfund og alle de kvaliteter, vi kan præstere. For dét bringer os videre.

Det gør sidelinjeeksperter og retningsforvirrede ballonskippere uden vilje eller evne til at deltage i konstruktive politiske forhandlinger ikke.

Lars Lindskov

Medlem af Roskilde Byråd

Gruppeformand, Det Konservative Folkeparti

Formand Udvalget for vækst, Erhverv og Globalisering

 

En dynamisk folkeskole

Jan-Fischer-452x640

I forbindelse med dette års budgetforhandlinger har SF foreslået at reducere den understøttende undervisning i indskolingen (0. – 3. klasse) imod flere voksne per klasse (Roskilde Avis d. 12. august 2016).

Roskilde Konservative vil gerne drøfte dette forslag nærmere, fordi vi ønsker dynamiske skoler med gode muligheder for at tilpasse undervisningen til de enkelte elever og klassers behov; og fordi vi er forbeholdne overfor lange skoledage for de yngste elever. Desværre koster SF’s forslag en del penge, fordi en afkortning af undervisningstiden medfører et behov for længere åbningstider i SFO’erne. Alt afhængigt af hvor mange timer SF ønsker at konvertere, kan der blive tale om en merudgift på op mod 10 millioner kroner – på et budget, der i forvejen ser ud til at gå i rødt med ca. 30 millioner.

Roskilde Konservative foreslår en decentral og økonomisk ansvarlig tilgang til udviklingen af kommunens skoler, og vi ønsker derfor at se nærmere på, hvordan Byrådet kan delegere kompetence til skoleledere og skolebestyrelser, således at flere midler kan forvaltes lokalt og situationsbestemt på skolerne, men uden skattestigninger og uden yderligere forringelser af kommunens økonomi.

SF har endvidere foreslået at indføre et loft for hvor længe lærerne må undervise. Dette skal forbedre kvaliteten af undervisningen, fordi lærerne herved sikres mere forberedelsestid på mere fleksible vilkår. Roskilde Konservative er enige i, at kvaliteten af undervisningen bør forbedres, men vi er ikke enige i den fremgangsmåde som SF foreslår, fordi et loft for undervisningstiden vil medføre en mere fastlåst og centraliseret tilrettelægning af undervisningen. Derudover bliver det dyrere at gennemføre undervisningen, hvis lærernes undervisningstid afkortes.

De Konservative i Roskilde foreslår derfor, at spørgsmålet om lærernes undervisningstid også drøftes i rammen af en udgiftsneutral decentralisering af beslutningskompetencerne. Vi mener, at udviklingen på skoleområdet bør bevæge sig væk fra one-size-fits-all tænkning, fordi det er på skolerne lokalt, at man har den bedste indsigt i, hvordan undervisningen kan gennemføres hensigtsmæssigt.

Jan Fischer – Bestyrelsesmedlem, Roskilde Konservative Vælgerforening – Gormsvej 28, 4000 Roskilde

Bragt i Dagbladet 26/8 – 2016

Styrk talentundervisningen

Jan-Fischer-452x640

Folkeskolen har en god og lang tradition for at hjælpe elever med udfordringer i forhold til pensum. Hvis en elev fx får konstateret ordblindhed eller har behov for hjælp til matematik, så har de fleste skoler et beredskab, der umiddelbart kan træde i kraft.

Anderledes forholder det sig for de elever, der fagligt ligger et eller flere år foran deres alder. Selvom loven foreskriver, at alle elever skal undervises på det niveau de er på, så råder de færreste skoler over et system eller ressourcer til at udfordre de fagligt stærke elever.

Er der tale om et luksusproblem? Svaret er nej, fordi niveautilpasset undervisning har stor betydning for elevernes trivsel. Derudover medfører evnen til at udfordre de fagligt stærke elever en positiv effekt på det samlede læringsmiljø på skolerne, dvs. det kommer alle elever til gode.

Enkelte af Roskildes skoler eksperimenterer med talentforløb, men omfanget er beskedent og midlertidigt, bl.a. fordi erfaringerne er få, og ressourcerne skal findes inden for egen ramme. Ved sidste års budgetaftale fik de Konservative afsat 200.000 kroner til at styrke denne indsats i ét år, men fordelt på 17 skoler rækker dette ikke langt, og samlet set har talentundervisningen derfor trange kår i Roskilde.

De Konservative ønsker, at talentundervisning udvikles til at blive et naturligt element i kommunens skoler, fx som del af den understøttende undervisning, så skolerne kan omsætte de individuelle læringsmål for alle elever. Derfor vil de Konservative arbejde for at fremme talentområdet ved dette års budgetforhandlinger.

Jan Fischer – Bestyrelsesmedlem, Roskilde Konservative Vælgerforening – Gormsvej 28, 4000 Roskilde

Bragt i Dagbladet 22/8 og Roskilde Avis 26/8 – 2016

 

Konservative fodaftryk i budgetforlig for 2017

regnskab_4601[1]

Det Konservative Folkeparti har endnu en gang sat borgerlige fodaftryk på det budgetforlig, der fredag aften blev indgået mellem Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre, Venstre og Konservative.

Vi har i forhandlingerne lagt vægt på, at Roskilde Kommune skal være en kommune i front, der tør satse på erhvervsudvikling, fremme af turisme, kultur- og idrætsaktiviteter, ligesom vi har lagt vægt på at styrke folkeskolen. Med et solidt rødt flertal og kun et konservativt mandat i byrådet har vi langtfra fået opfyldt alle vores krav, men vi har fået sat vigtige fodaftryk, der peger i den rigtige retning, mener Lars Lindskov, byrådsmedlem og gruppeformand for Det Konservative Folkeparti.

Det Konservative Folkeparti ønsker at sætte turbo på udviklingen af grønne erhverv og realiseringen af Risø Park, og det tager budgettet højde for, idet der etableres en særlig event- og erhvervspulje. Der etableres ligeledes en pulje til forbedring af detailhandlens vilkår, herunder forskønnelse af byrum, bynære legepladser og forbedrede adgangsforhold.

Det Konservative Folkeparti ser gerne, at større anlægsprojekter sker i offentlige-private partnerskaber, og det er i budgettet aftalt, at udviklingen af Roskilde Idrætspark sker som et offentligt-privat partnerskab.

Budgettet indeholder en række tiltag, der styrker kultur- og idrætslivet i Roskilde Kommune og sikrer et fortsat højt aktivitetsniveau. Der er afsat midler til en genopbygning og udvidelse af Ramsø Hallen, breddeidrætten styrkes, rytmik- og musikforståelsen styrkes, og der er afsat midler til gennemførelse af events som eksempelvis stjerneløb, lysfest og Go Orange.

På skoleområdet gives der nu mulighed for at afkorte skoledagen og konvertere understøttende undervisning til timer med to voksne lærere. Det har for Det konservative Folkeparti været vigtigt, at det er skolens ledelse, der beslutter, om denne mulighed skal benyttes. Trafiksikkerheden ved skolerne indgår også i budgetforliget, idet der er afsat midler til at sikre bedre trafikforhold omkring skolerne.

Budgetforliget sendes nu i høring, og Det Konservative Folkeparti er lydhør overfor konstruktive forslag, der gør et fornuftigt budgetforlig endnu bedre. Det Konservative Folkeparti vil loyalt arbejde indenfor budgettets rammer, men i det videre arbejde også vedholdende arbejde for, at Roskilde Kommune skal være i front og tiltrække nye borgere, virksomheder, turister og større indtægter.

 

Lars Lindskov, byrådsmedlem, gruppeformand Det Konservative Folkeparti

Keld Holm, formand for den konservative vælgerforening