Konservativt forslag om juniorpædagoger

 

I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2018 foreslår Det Konservative Folkeparti, at der skal laves forsøg med juniorpædagoger i børnehaverne.

Mange børn, og særligt drenge, mangler større drenge at se op til. Mange drenge kan bruge en relation til en større dreng, som de kan spille fodbold med, klatre i træer med, tonse rundt med og bruge kræfter sammen med.

De større drenge – juniorpædagoger – vil opleve at få en ny rolle, at de bliver rollemodeller og samtidig vil de have gavn af at få et ansvar for andre børn og unge. Junior-pædagogerne vil typisk være drenge fra 8-9 klasse.

Vi har en hverdag hvor mange børn savner det at have nogle anderledes og faste relationer, end det de kan få hos voksne ansatte. De mangler kort sagt at have nogen at se op til. Flere kommuner har haft god erfaring med forsøgene, og derfor foreslår Roskilde Konservative at det også skal afprøves i Roskilde Kommune.

Jesper Kejlhof

Byrådskandidat Roskilde Konservative