Helhed frem for særinteresser

Der er mange interesseorganisationer i Danmark, for eksempel faglige organisationer, humanitære organisationer og natur- og miljøorganisationer. De varetager en vigtig funktion i samfundet, men de repræsenterer hver for sig ret snævre interesser uden væsentlig fokus på helheden i samfundet.

Jeg er tilhænger af et samfund i balance. Det indebærer, at enkelte særinteresser ikke får lov til at tage overhånd, men at de indgår i samfundsudviklingen på linje med alle andre særinteresser. I en afstemt balance, der skaber og udvikler et helt samfund til gavn for alle borgere.

Her op til kommunalvalget den 21. november bliver man som kandidat præsenteret for mange spørgsmål i form af spørgeskemaer fra diverse interesseorganisationer. Det er naturligvis fristende at svare positivt på alle spørgsmålene, fordi det sikkert kan give nogle stemmer.

Men jeg gør det nødigt, for efter valget kommer hverdagen med dens økonomiske begrænsninger og prioriteringer, og der vil simpelthen ikke være plads til alle de løfter, der afgives i valgkampen. Derfor forsøger jeg at anskue samfundet, Roskilde Kommune, ud fra en helhedsbetragtning.

Den består af i korthed fire elementer: 1) At kommunes kerneydelser fungerer tilfredsstillende 2) At vi skaber rammerne for et aktivt kultur- og idrætsliv 3) At vi tiltrækker flere private virksomheder og arbejdspladser 4) At vi passer godt på vores natur og miljø.

Det er konservative mærkesager til valget den 21. november. Dem står jeg på mål for. De er ikke bestemt af særinteresser, men formuleret ud fra et oprigtigt ønske om at bevare og udvikle Roskilde som en kommune for alle borgere – hele livet.

Byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti – Keld Holm