Et skridt i den gale retning
Et godt varemærke afspejler troværdighed, fx som når en virksomhed eller organisation handler i overensstemmelse med sit værdigrundlag, og generelt gælder, at det tager mange år at opbygge et anerkendt varemærke, mens man kan ødelægge det på en formiddag.
Tilsvarende gælder for ytringsfriheden. Ytringsfrihed er et dansk adelsmærke, der er opbygget gennem en vedvarende indsats i mere end 100 år, og i dag ser de fleste danskere nok ytringsfriheden som både umistelig og som en vigtig del af vores værdigrundlag.
Hadprædikanter
Alligevel er regeringen parat til at give ytringsfriheden et skud for boven i kampen mod de såkaldte hadprædikanter. Regeringens forslag er, at personer med uønskede holdninger skal registreres i såkaldte ekstremistlister, hvorefter ikke EU-borgere skal kunne nægtes indrejse til Danmark, mens EU-borgere skal kunne sættes under skærpet tilsyn.
Ideen er patetisk og udtryk for symbolpolitik på niveau med den såkaldte Smykkelov, dvs. dårligt politisk håndværk, der gør mere skade end gavn. En indskrænkning af ytringsfriheden vil ikke alene give Danmark dårlig omtale, den vil også virke imod formålet, fordi den vil erodere vores værdigrundlag og selvforståelse.
Begrænset ytringsfrihed
Vedtages Hadprædikantloven vil man – fra den ene dag til den næste – ikke længere kunne sige, at vi har ytringsfrihed i Danmark. Derimod vil man kunne sige, at vi har lovbegrænset ytringsfrihed, eller som en spindoktor måske vil foreslå: En sund grad af ytringsfrihed.
I dansk politik skelner man normalt mellem holdninger og handlinger: Man må mene hvad man vil, og man må gøre udtryk herfor; hvorimod der gribes ind overfor ulovlige handlinger. Forslaget om ekstremistlister er reelt et skridt i retning af ulovliggørelse af visse holdninger.
Styrk debatkulturen
Et liberalt demokrati som det danske vil altid skulle forholde sig til ekstremisme, hvad enten den er religiøst eller politisk funderet, og derfor bør regeringen ikke indskrænke ytringsfriheden i kampen mod hadprædikanter, men derimod styrke oplysningsindsatsen og debatkulturen.
Jan Fischer
Gormsvej 28, 4000 Roskilde
Bestyrelsesmedlem, Roskilde Konservative Vælgerforening