Derfor gik de Konservative med i budgetforliget 2016
En langt bedre erhvervspolitik end tidligere
– Vi har fået fjernet gebyrer fra byggesags-sagerne for firmaerne, og for private er det reduceret til det halve. Det vil være en klar forbedring for det lokale erhvervsliv, forklarer han.
Samtidig er der sikret penge til en fornyelse af julebelysningen i Roskildes Bymidte, som skal betales i samarbejde med Roskilde Handel. Lars Lindskov håber, at det allerede kan nå at blive gennemført til julen 2015, men ellers må det vente til næste år.
Dernæst fremhæver det konservative medlem den indsats, der skal gøres for at nedbringe sygefraværet i Roskilde kommune. Her skal der gennemføres undersøgelser, som kan forbedre arbejdsmiljøet.
I øjeblikket har de ansatte i Roskilde kommune gennemsnitligt 14 sygedage om året, mens antallet i hos private firmaer i hele landet er nede på seks dage.
– For os handler det først og fremmest om at skabe et bedre arbejdsklima, så vi kan få flere på arbejde. Her er meget at vinde, siger Lars Lindskov.
Det konservative medlem i byrådet er også meget tilfreds med de forbedringer, der kommer til talent-arbejdet med sport for de unge i Roskilde.
Dernæst nævner han en forøget indsats for at få flere i arbejde, både når det gælder de fuldt kvalificerede og folk, som ikke fuldt ud kan udfylde en heltids-stilling.
– I begge tilfælde kan kommunen hente mange penge på denne indsats, siger han.
– Helt overordnet er det afgørende, at Roskilde kommune leverer en kvalitets-indsats på alle områder. Jeg er tilfreds med, at vi nu har fået bred enighed om dette budget, og vi skal huske, at der stadig er rødt flertal i byrådet, forklarer Lars Lindskov.
Publiceret i Roskilde Avis 29. September 2015 01:19