Catch-22?

I Joseph Hellers roman Catch-22 oplever bombeskytten Yossarian, at man skal være gal for at deltage i krigen, fordi det er livsfarligt; men på den anden side må man slet ikke deltage, hvis man rent faktisk er gal. Catch-22 beskriver således, hvordan hovedpersonen bliver fanget mellem to modstridende regler, og for at komme ud af den situation, må han enten overvinde sin frygt og fortsætte med at flyve, eller også må han desertere og dermed svigte sine soldaterkammerater.

Tilsvarende kan man sige om vores håndtering af flygtningestrømmen: Vi genindfører grænsekontrollen for at begrænse tilstrømningen af asylansøgere til Danmark, men jo mere restriktivt vi håndhæver vores nationale grænser, jo mere ødelægger vi det europæiske fælleskab og dets værdier. Vi kan derfor vælge imellem at samarbejde solidarisk om håndtering af flygtningekrisen, eller også kan vi udvande det europæiske samarbejde og slå endnu et søm i EU’s ligkiste.

Hvorvidt der er tale om et Catch-22 afhænger derfor af perspektivet. Er man modstander af det europæiske fællesskab, så kommer flygtningekrisen og den interne splid i EU som sendt fra himlen; og jeg kan ikke lade være at tænke, at krisen netop bliver brugt som løftestang i nationalistisk øjemed. Er man derimod tilhænger af det europæiske samarbejde, kan problemet spores tilbage til sidste år, da Angela Merkel sagde: ”Vi klarer det … Vi er klar til at vise, hvilket stof vi er gjort af”. Angela Merkel blev udsagt af en række europæiske ledere, der valgte at ”desertere” fra samarbejdet i stedet for at stå sammen. Panikken bredte sig, og i stedet for at spytte i den fælles kasse og bidrage til håndhævelsen EU’s ydre grænser, anvendes nu hegn, politi og soldater til bevogtning af de nationale grænser, samtidigt med at adskillige milliarder sendes til Tyrkiet uden garanti for effekt.

Det koster for meget på velfærden (at modtage flygtninge) har vi hørt politikere sige igen og igen; men også her er der et Catch-22, for det koster også at lade være med at samarbejde. Regner man på de nationale omkostninger til grænsekontrol, politi, militær, øget transporttid, tabt omsætning og bidrag til Tyrkiet, direkte såvel som indirekte, menneskelige såvel som kontante, kan det sagtes være, at det koster endnu mere på velfærden ikke at samarbejde. Svaret må bero på en vurdering, men tilbage står, at EU ikke bevæger sig i retning af et fælleskab, men derimod i retning af 28 nationalstater, der hver især forfølger sine individuelle mål.

Jan Fischer

Bestyrelsesmedlem, Roskilde Konservative Vælgerforening

Indlæg i Roskilde Dagblad – 6. januar 2016