Aftale på afveje

Jan-Fischer-452x640

Forhandlingerne om en lokalaftale for lærerne i Roskilde er kørt fast, og det er en god anledning til at overveje aftalens berettigelse en ekstra gang.

Borgmesteren har tidligere udtalt, at forløbet omkring aftalen blev forjaget, og det kan de Konservative kun være enige i. Roskilde har i forvejen et sundt og moderne værdigrundlag, der gælder for alle kommunens ansatte, så hvorfor er der overhovedet behov for en særaftale for lærerne? Desværre har et flertal i byrådet accepteret dette som præmis på baggrund af en meget sparsom debat.

Initiativet til en aftale er affødt af folkeskolereformen, hvilket kun er naturligt, fordi en aktion som regel medfører en reaktion. Fra konservativt hold er vi samtidigt opmærksomme på, at skolereformen er lidt firkantet i sin natur, og derfor er det interessant, at udkastet til en aftale for lærerne i Roskilde er udtryk for en mindst lige så firkantet tankegang: Man ønsker ganske enkelt at låse undervisnings- og forberedelsestiden på et bestemt niveau for alle kommunens lærere. Det minder om fagforeningspolitik fra en svunden tid.

Roskilde Konservative ønsker en moderne og dynamisk folkeskole med et højt fagligt niveau. Derfor drøfter vi også gerne lærernes vilkår, men det bør ske med udgangspunkt i det værdigrundlag, der i forvejen gælder for alle kommunens ansatte.

De Konservative foretrækker en kvalitativ tilgang i stedet for kvantitativ detailregulering, der låser undervisningstiden på 45 % af arbejdstiden og begrænser handlefriheden på de enkelte skoler. Derfor mener de Konservative, at det politiske fokus bør flyttes til at give plads til lokale og situationsbestemte beslutninger, der kan virke for den enkelte lærer, klasse og elev.

Jan Fischer

Uddannelsespolitisk ordfører, Roskilde Konservative